Om Vinen
Kvantiteten af vin fra Domaine Paul Kubler er ikke just stor, og mængden af Pinot Blanc udgør kun en lille andel af denne. Hvad angår kvalitet er historien bag denne Pinot Blanc imidlertid en anden: Druerne er nemlig Alsace på højniveau, når de håndplukkes ved det optimale modningstidspunkt og i bedst mulige forfatning lander i vinhuset.
Vinificering
Mosten er herefter presset blidt for at undgå bitterhed fra kernerne, og vinen både gærer og lagrer på gærresterne i store, gamle egetræsfade indtil aftapning det efterfølgende år.
Aroma og smag
Resultatet er en vin med en lys gylden farve. I næsen er den forbløffende aromatisk for denne ofte beskedne drue og markerer sig her med en saftig fornemmelse af solmodne citroner og lime, en sødlig blomsterduft, ristede hasselnødder og mineralitet. På tungen fremstår vinen rank og let cremet med et fast, let saltet grip og en ren, saftig og sitrende afslutning.
Om Producenten
Alsace's sprødeste vine på 3. generation
Vinhuset Paul Kubler drives i dag på tredje generation siden familiens overtagelse af vingården i 1947. Kubler råder over beskedne 9 ha. omkring byen Soultzmatt i det sydlige Alsace, hvor Vogeser-bjerkæden i vest skærmer for den fugtige vestenvind og medfører solrige somre med potentielt høje dagtemperaturer. I stedet for vestenvinden er mesoklimaet på netop disse kanter dog præget af en tør vind fra bjergene, der ligesom de kølige nætter sikrer en helt vital friskhed i de mange grønne druer, der hører til fortællingen om Alsace.
Og her står han så, den visionære Philippe Kubler, der siden han overtog ansvaret fra sin far har præsteret at dreje husets stil i en mere tør, rank og sofistikeret retning, der er stik imod det lidt tunge rygte, der også hører til Alsace-vinene. Faktisk har Kublers Riesling Breitenberg fået René Langdahl fra magasinet Gastro til at drage paralleller til Saar Riesling for dens sitrende struktur, men selv er han ganske uimponeret: ”Jeg laver vin, som jeg synes Alsace-vin skal smage”, lyder hans mantra. Men mon ikke han trods alt er stolt over, at vinanmeldere og forbrugere i stigende grad hylder hans vine.
I Laudrup Vin elsker vi syre, stringens og personlighed, og alle dele finder vi i vinene fra Paul Kubler. De er således helt deres egne, og dog er de i deres duft og karisma 100% Alsace!