Om Vinen
Klassisk og dog sjældent præcis Tempranillo fra det spanske højland!
På nogle af de højeste marker i Ribera del Duero dyrkes relativt nyplantede Tempranillo-stokke som modsvar til områdets stigende temperaturer. Her i 900 meters højde mærkes det kontinentale klima således endnu mere ekstremt med kolde, blæsende nætter og til tider meget varme solbeskinnede dage, der dog fører lavere temperaturer med sig end i markerne nede i dalen. Uden at gå på kompromis med saft og kraft opnår den dybrøde, koncentrerede Condado de Teón derfor en frisk frugtsyre og en rank, fast struktur, der får vinen til at fremstå mere livlig og elegant end andet Ribera del Duero, vi kender til i samme prisleje.
I vinhuset er alle klaserne fuldt afstilkede, og vinen hældes så til gæring i store, lukkede tanke. Herefter følger 12 måneder på en blanding af franske og amerikanske egetræsfade og hernæst knap et års lagring i flasken inden frigivelse.
Resultatet er en dyb, rubinrød vin med en blød og kompleks aroma af mørke, saftige kirsebær, brombær, frisk figen og ristede krydderier med både mokka, vanilje og læder fra fadlagringen.
Smagen har en fin balance mellem intenistet og elegance. Tanninerne er faste men finpolerede, og den runde og venlige kropsfylde slutter saftigt og friskt med ansatsen fra den veltimede frugtsyre.
Om Producenten
Bodegaen har i fem generationer levet og åndet for vin. I dag laver de så noget af det bedste, vi har smagt til prisen i Rioja Baja (nu Rioja Oriental). Her ved Ebro-flodens vestlige bred fortsætter Raquel, Rubén og Maria Pérez Cuevas i dag deres far Gabriels arbejde med hele tiden at lære af fortiden for bedre at kunne møde fremtiden og ikke mindst nuet. Det er en vigtig tilgang i familiens mange marker: Mens vinproduktion denne del af regionen typisk er meget afhængig af kontrakter med vindyrkerne, har Pérez Cuevas-familien nemlig længe set fidusen i at investere i køb af egen jord og vinstokke.