Emil Walter og Moussa Mchangama har en baggrund i hhv. TV- og magasinbranchen. De mødte dog hinanden gennem vin og tog WSET’s Level 3 certifikat sammen. Til juni lancerer de FoodScene, skandinaviens første video-baserede restaurantguide. App’en dykker ned i kokkenes passion, teknikker og madfilosofier og guider madelskere til unikke oplevelser over hele Norden.
I juni begynder man så småt at ane sommeren - forhåbentlig kommer de første rigtigt gennemvarme aftener, hvor man kan sidde på altanen. Det skal fejres - ligesom vi bruger juni på at fejre, at vi endelig lancerer vores nordiske restaurantguide, FoodScene. FoodScene er en app, hvor man gennem video-portrætter fra over 50 af de mest interessante nordiske restauranter, kommer tæt på passionen, oplevelsen og maden i køkkenet.
Derfor skal vi selvfølgelig have bobler i juni. Vi er begge af den klare overbevisning, at bobler skal være super tørre, sprøde og med høj syre. Og vigtigst skal der være nok til alle - og lidt mere. Derfor starter vi med en økologisk cava, lagret 21 måneder på stål og med en friskhed og en blid bobbel, der gør den nem og behagelig at drikke bare fordi man har lyst. Vi skåler i den når vi fejrer FoodScene - og håber i skåler med.
Dernæst en læskende sommerbæller af en hvidvin - riesling fra Sabine Mosbacher i Pfalz på 1L flasker. Hvis noget er tidlig sommer i et glas, er det tysk riesling: perfekt til de første spæde grøntsager, til skalddyrs fest eller i solen. Samtidig er riesling en genganger på vinmenuerne på mange af de toprestauranter vi har besøgt rundt omkring i Skandinavien over de sidste måneder.
Når det kommer til mad og vin, er det vigtigt at lade sig overraske og udfordre sig selv - på smag, på områder og på vinmagere. Derfor skal vi et smut til Languedoc, hvor vi finder en chardonnay-basker, der kan konkurrere med bourgognerne i samme prisklasse. Hvorfor? Fordi chardonnay med lidt fad er perfekt til sæsonens hvide asparges med hollandaise. Og hvis der er noget, vi skal spise, er det det.