Om Vinen
Hvor Naughty by Nature i 1991 rappede om Other People's "Property", så står det her for Other People's Pinot og skal ses som André Hueston Macks version af en Oregon Pinot Noir, der ikke skal koste en formue. 40% Roserock Vineyards-Eola-Amity Hills, 40% Hyland Vineyard-McMinnville AVA og 20% Kalita Vineyard-Yamhill-Carlton AVA. Gæret i ståltanke og lagret 10 måneder i franske egetræsfade (30% nye) fra Francois Freres, Seguin Moreau og Tonnellerie Vernou. Klassisk Oregon Pinot Noir aroma af lyse røde bær, krydderier og svampe. Smagen er saftig og pakket med granatæble, hindbær og let animalske nuancer. Dette er simpel Oregon Pinot Noir i ordets mest positive forstand og nydes bedst let afkølet ved 12-13 grader, enten som hyggevin eller f.eks. til fjerkræ og kalvekød, gerne med svampe.
Om Producenten
Mouton Noir er startet i 2007 af André Hueston Mack, tidligere chefsommelier på The French Laundry i Californien og siden Per Se i New York. Det startede som et lille garageprojekt, der skulle forsyne små restauranter i New York med unikke vine fra Oregon. Mouton Noir drives som negociant, hvor André Hueston Mack køber druer fra små vinbønder i Oregon, som han har lært at kende gennem sine år som sommelier, hvor han konstant jagtede små unikke vine fra hele verden. I Europa har vinene indtil videre kun været tilgængelige på MonVinic i Barcelona, men nu kommer vinene til Danmark. Mouton Noir er også et livsstilsprojekt inspireret af bl.a. skateboarding, punk og hip hop, hvilket ses tydeligt i vinenes navne og etiketter.