VINKASSEN

Jan

‘17

Sommelier

Morten G. Clasen

Normalt er det dygtige vineksperter, der sammensætter vinkassen, men denne måned har jeg taget teten! Hvorfor? Jeg mente, at det vil være en god idé at give en update på Vesterbro Vinklubs første leveår og fortælle lidt om hvilken retning vi bevæger os i. 

Men først til det vigtigste – VINEN! På den første dag i januar måned, blev jeg sidste år introduceret til en ny tradition – champagne og østers brunch. Det lyder måske ikke som det man har allermest lyst til d. 1. januar efter en lang nytårsnat, men jeg kan kun sige, at det hjælper på tømmermændene! Derfor var det første vinvalg ikke svært for mig - det skulle selvfølgelig være en mousserende. Januar måned er en meget mørk måned og typisk har man spist tung mad og drukket tunge vine hele december. Derfor foretrækker jeg, at drikke nogle lidt lettere og mere elegante vine i januar. I denne kasse har jeg derfor valgt pinot noir fra Little Yering, som er beliggende i det kølige Yarra Valley lidt nord fra Melbourne i Australien og Borsao Bole lavet på 70% grenache og 30% syrah fra Bodegas Borsao, som er en kraftigere vin, men stadig med en fin elgance og balance i vinen. Med den sidste vin i kassen går vi lidt op i pris. Det er en Barolo fra Fratelli Barale på 100% nebbiolo. En elegant Barolo, som er mere klassisk-jordet end frugtig. En super vin, som gerne må åbnes nogle timer før den skal nydes.

Hvordan er det så gået i Vesterbro Vinklub? Jeg vil sige, at vi har haft en overraskende god start i vores første leveår. Vi har primært forsøgt at gøre opmærksom på os selv og vores koncept gennem sociale medier, hvilket har vist sig at fungere godt. Vi har haft en god tilvækst af medlemmer, omend en stor del er kommet til i andet halvår. Vi arbejder løbende på at forbedre forskellige ting. Eksempelvis vil vi gerne kunne levere til privatadresser, lave en lidt smukkere indpakning end den vi har i dag samt udvide netværket af samarbejdspartnere. Vi satser på, at det lykkes os i 2017! Vi vil også gerne opfordre alle jer medlemmer og ikke-medlemmer til at komme med forslag til, hvordan vi kan forbedre Vesterbro Vinklub. Det er jo jer vi gerne vil gøre glade!

Lad mig også benytte lejligheden til at sige stor tak til vores medlemmer, som har valgt at ligge en del af deres vinkøb hos Vesterbro Vinklub. Det er super fedt og vi sætter pris på den opbakning, som vi har fået fra vores medlemmer. Vi glæder os til at levere vin til eksisterende og nye medlemmer i 2017!

Vinoplevelsen du aldrig glemmer?

Den bedste vinoplevelse jeg har haft var i maj 2013, hvor jeg var så heldig at få lov til at smage Chateau Latour 1982 mod Chateau Lafite Rothschild 1982 hos en af mine gode kammerater i hans sommerhus. Ellers står en vertiaklsmagning på 10 forskellige årgange af Chateau Mouton Rothschild også højt. Her var 1982 også i feltet.

Vinområdet du foretrækker for tiden?

For tiden går jeg meget på opdagelse i pinot noir fra forskellige steder i verden. Men skal jeg vælge ét område så vender jeg altid tilbage til højrebreden i Bordeaux.

Vinbaren du altid kommer tilbage til?

Jeg har gjort stor brug af Bevi Bevi på Vesterbro, men nyder også at komme på Ved Stranden 10.

 

 

1 fl.
Parxet Cava Cuvee 21
Antal:
Argang:
Vinhus:
Distrikt:
Land:
Vol.:
Alkohol:
1 stk.
-
Parxet Gleva Estates
Alella
Spanien
75 cl.
11.5%
Pris (1 fl.):
DKK 134

Om Vinen

Parxet er ved at omlægge alle deres marker til økologi, det er en proces der tager mange år og løbende bliver markerne certificeret. Fra de certificerede marker laver de Cuvée 21 baseret på de klassiske Cava druer - Pansa Blanca, Macabeo og Parellada. Druerne håndplukkes fra de forskellige marker og de hele drueklaser gærer i ståltanke, med en konstant temperatur på 16 grader. Vinen er lagret 21 måneder før frigivelse, deraf navnet Cuvée 21. Flot grønligt skær, fine delikate bobler og kølig aroma præget af bl.a. grønne æbler, kvæde, frisk lyst brød og saltede mandler. Meget fine og bløde bobler der gør vinen let at drikke og perfekt som især aperitif eller blot til hygge. Vi anbefaler servering ved 6-8 grader.

Om Producenten

Parxet blev etableret i 1920 i Tiana, en lille by beliggende få km nord for Barcelona, da familien Suñol begyndte at lave 'methode traditionelle' mousserende vin i Mas Parxet. Parxets vin blev hurtigt en succes i Barcelona området. I 1980 blev der bygget et topmoderne vinhus i Santa María Martorelles. Vinhuset er omringet af vinmarker tilplantet med de lokale Pansa Blanca-vinstokke. I 1990'erne udvidede Parxet ved at købe Bodegas Tionio i hjertet af Ribera del Duero, og siden Bodegas Basagoiti i Rioja. Navnet Parxet er afledt af det franske ord "parchet" hvilket betyder "petit morceau de vignoble" eller lille vinmark. Et meget passende navn i et område som Alella, hvor der den dag i dag fortsat er mange små jordlodder.

2 fl.
Little Yering Pinot Noir
Antal:
Argang:
Vinhus:
Distrikt:
Land:
Vol.:
Alkohol:
2 stk.
2015
Yering Station
Yarra Valley
Australien
75 cl.
13%
Pris (1 fl.):
DKK 129

Om Vinen

Håndplukkede druer, 100% Pinot Noir fra Yarra Valley. Little Yering Pinot Noir er lagret på nye franske fade. Vinen har en klassisk Pinot Noir aroma af mørke bær. Flot balance mellem frugt og et strejf af krydderi. Frugtrig, fyldig lang og blød eftersmag. Vinen er god til alle typer fjerkræ, kanin, svinekam, oksecarpaccio samt lyst kød.

Om Producenten

Yering Station er Victoria's første vingård placeret i 'hjertet' af Yarra Valley. De første vinstokke blev plantet i 1838 i dette område, hvor der ikke tidligere var dyrket vin. Denne historiske vinejendom blev købt af Rathbone-familien i 1996, som markerede begyndelsen på en ny æra med opførelsen af en state-of-the-art vingård og prisbelønnede vinturistmål. Vingården råder over ca. 270 ha fordelt på 4 parceller med primært Pinot Noir og Chardonnay, men også med druer som Cabernet Sauvignon, Shiraz og Sauvignon Blanc. Som en familie-ejet vingård er Yering Station blevet anerkendt for sit store engagement i fremstilling af vin af topkvalitet.

2 fl.
Borsao Bole
Antal:
Argang:
Vinhus:
Distrikt:
Land:
Vol.:
Alkohol:
2 stk.
2014
Bodegas Borsao
Campo de Borja
Spanien
75 cl.
15%
Pris (1 fl.):
DKK 135

Om Vinen

70% Grenache fra vinstokke, der er mellem 15 - 30 år gamle samt 30% Syrah fra vinstokke, der er ca. 10 år gamle. Efter gæring har vinen lagret 3 måneder i franske egetræsfade. Intens kirsebærrød og levende farve og en koncentreret aroma med nuancer af moden frugt og krydderier. Velstruktureret og velsmagende vin, der vil gøre sig godt til grillet kød som f.eks. lam, okse og gris. Vi anbefaler servering ved ca. 16 grader.

Om Producenten

'Campo de Borja' appellation ligger syd for Navarra og Rioja i Zaragoza-provinsen for foden af Moncayo-bjergene. D.O. appelationen blev dannet i 1980 og den udskiller sig ved at være Garnacha-druens land. Bodegas Borsao blev grundlagt i 1958 som drueproducent, men kom først på markedet med egne vine i 2001. Moncayo-bjergene giver med deres bløde, kuperede terræn de bedste betingelser for druedyrkning, specielt Garnacha der traditionen tro udgør 70% af områdets drueproduktion. Nye druetyper som Syrah, Tempranilla, Merlot og Cabernet Sauvignon har med tiden også fået slået rødder i den hårde, tørre og stenholdige jord. Bakkerne er med til at beskytte vinmarkerne, der ligger mellem 400 til 700 meter over havets overflade. Bodegas Borsao tror på at en god vin "fødes" i vinmarken og de er derfor meget omhyggelige med at høste på det helt rigtige tidspunkt. Ikke for tidligt, da det vil give stramme og snerpende vine, og ikke for sent, da vinene så vil blive slappe og i bedste fald marmeladeagtige. Når druerne er høstet, gennemgår de en ekstra kvalitetskontrol inden de bliver sendt ind i vineriet. Vinhuset følger løbende med i den teknologiske udvikling for at efterstræbe den bedst mulige kvalitet og i vineriet styres den rette temperatur i gæringstankene derfor elektronisk.

1 fl.
Barale Barolo Castellero
Antal:
Argang:
Vinhus:
Distrikt:
Land:
Vol.:
Alkohol:
1 stk.
2011
Fratelli Barale
Barolo
Italien
75 cl.
13.5%
Pris (1 fl.):
DKK 479

Om Vinen

100% Nebbiolo af Michet-klon. Denne Barolo laves af druer fra Castellero-markerne med sydvestvendte skråninger. Druerne håndplukkes medio oktober. Traditionel fremstilling i 50 hl. fade. Gæring kan vare op til 20 dage. Vinen lagrer minimum 3 år i mellemstore (15-30 hl.) egefade og 1 år på flaske inden frigivelsen. Vi anbefaler at drikke vinen til steg af okse, vildt og lagrede oste. Lagringspotentiale op til 25 år i de gode årgange. (Opgraderet i stedet for Barale Barolo Vendemmia)

Om Producenten

Vinhuset Azienda Agricola Fratelli Barale blev grundlagt i 1870 af Francesco Barale, dengang allerede ejer af Barolo-vinmarker i Castellero, Preda, Bussia og Costa di Rose områder, hvor produktionen af de velkendte Langhe vine, især Barolo, begyndte. Den nuværende indehaver, Sergio Barale, ejer 20 ha. af de prestigiøse vinmarker beliggende i de idylliske Langhes bakker. Familien Barale bor stadig i det oprindelige familiehus.

Kom i gang
TIDLIGERE KASSER