November måned er en af de rigtige efterårsmåneder. Sommeren er officielt slut, og vi begynder mere og mere at trække indenfor. Solskins timerne bliver færre og færre, men efterårs månederne bringer også en masse fantastiske ting med sig.
På den gastronomiske side er det nu tid til at tage hul på eks. svampe, vildt og rodfrugter. I vinens verden er det på tide at gå fra de lette, friske og mineralske vine til vine med betydelig mere dybde, tanniner og fad.
November måned har altid været min foretrukne efterårsmåned. Jeg er vokset op på landet på Bornholm, som nok hovedsageligt er kendt for de solrige sommerdage og hvide strande. Men i min optik, er efteråret en mindst ligeså smuk måned, når alle skovene står i de rødlige efterårs farver.
Mine foretrukne rødvine i November måned er vine med massere af krop, mørke bær og dybe tanniner. Druer som Cabernet, Malbec, Grenache el Carignan gør det rigtig godt, og gerne med lidt alder på. Ellers kan lidt klassisk Barolo eller Cotês Dû Rhône også gøre det.
Når det kommer til de hvide, så foretrækker jeg noget Bourgogne med lidt alder på. Eller noget ”New World” Chardonnay el. Chenin Blanc med en lang fadlagring, for at kunne bidrage med fedme og let syre til de tungere efterårs retter.
Dog kan en orange-vin (hvidvin vinificeret som en rød) som den valgte B.d.Ceppaiolo, også anbefales til en kølig efterårsaften. Den fantastiske æble/pære-most lignende vin, er med sin friskhed, syre, og rene frugtnoter, en klar anbefaling til milde, hårde oste med lidt lette saltkrystaller. Eks. Noget lagret gedeost, eller den klassiske Vesterhavs ost. Tilpas gerne med en syrlig æblekompot.
Vinoplevelsen du aldrig glemmer?
På en vinrejse til Mendoza, hvor jeg var heldig nok til at smage de gamle årgange af Nicolas Catena Zapata i vinkælderen under Catena Zapatas ”inka-inspirerede” vineri i Luján de Cuyo i Mendoza.
Vinområdet du foretrækker for tiden?
Umbrien, Italien.
Umbrien er en af de få italienske regioner, der ikke har adgang til havet. Dog bliver Umbrien holdt frodig af floden Tiberen der løber igennem regionen. Jordbunden præges hovedsageligt af ler, grus og sand. Men har derudover et højt indhold af kalk i jorden, hvilket bidrager til en fantastisk renhed og mineralitet i både deres røde og hvide vine. Hvilket mange producenter prøver at bibeholde ved at lave vin efter natur-principper.
Vinbaren du altid kommer tilbage til?
Jeg har en del smagninger på restauranten, så det meste vin- drikning sker dér. Men skal det være ude, så er jeg glad for R-Vin bar el. Paté Paté.