VINKASSEN

Mar

‘18

Sommelier

Kim Thygesen

Kim Thygesen har været restauratør og sommelier i 10 år, hvilket har givet ham mange sjove og ikke mindst hårde stunder, da livet i branchen kan være fantastisk og samtidig ubarmhjertig – ikke desto mindre, kan Kim ikke undvære livet i branchen. Det sidste års tid har Kim været på vejen for at sælge spiritus, men er flygtet tilbage til restauranten, da det er der at Kim føler sig bedst tilpas. Kommer du derfor til Århus så slå et smut forbi Kim på Restaurant Dauphine, som er en af Århus’ ældste restauranter, eller Les Trois som åbner her til marts.

”De udvalgte vine er alle nogen som jeg har haft inde på livet på den ene eller anden måde, med en masse sjove anekdoter. Tag f.eks. Quinta do Vallado som var en af de gårde i Portugal jeg besøgte på min første vintur. Vi var 12 sommeliers fra hele norden som netop var færdige med vores respektive uddannelser. Vi havde fået en tur til Portugal, hvor vi skulle tilbringe 4 dage i Douro dalen med The Douro Boys. Hvilken fantastisk oplevelse. Området, menneskerne, gæstfriheden var unik. Den sidste dag var der et tysk tv hold som skulle lave en dokumentar om et joint ventures imellem Dirk Niepoort og Telmo Rodriquez, hvilket sluttede af i en rigtig hyggelig fest i gården, hvor The Douro Boys var ekstremt gavmilde med både deres sjældne og nye vine. En virkelig lækker aften - og så synes jeg portugisisk vin er en smule undervurderet :-) Min anden vintur, 6 dage efter, gik til sydamerika. Vi besøgte bl.a. Viu Manent, og der havde jeg også min første tur på ryggen af en hest. Det resulterede i at krikken ville bestemme og gik ind under et træ og smed mig af!!! Men sjovt det var det.

Vinene er valgt ud efter både personlige historier, men også af hvad jeg selv har lyst til at nyde. Jeg mener ikke vin behøver være kompliceret, det er hvad man selv gør det til. Jeg elsker at gå i dybden, men nogle gange skal man også bare have en “no-brainer” vin. Hvis jeg skulle vælge et land at få min vin fra ville det klart blive Italien. De har alle de vine som jeg selv har lyst til at nyde. Jeg håber derfor, at I kommer til at hygge jer med vinene.

Vinoplevelsen du aldrig glemmer?

Jeg har haft en del store mindeværdige vinoplevelser. Den sidste jeg havde var på Restaurant Dauphine, hvor der bliver afholdt nogle store Bourgogne-aftener. En af de vine som jeg synes er den største oplevelse var en 1921 Clos de Tart fra Vandemeulen - en enestående oplevelse som ikke skuffede. Nu har jeg smagt den 2 gange og den fungerer stadig. Meget imponerende.

Vinområdet du fortrækker for tiden? 

Lige nu er jeg i Bourgogne og generelt er det Pinot Noir jeg drikker mest. Ellers er jeg også stor tilhænger af Italien og især Piemonte. Elsker Nebbiolo.

Vinbaren du altid vender tilbage til?

Nu er jeg jo Århus mand, og der er jeg altså ret pjattet med S’Vinbar som drives af den søde Sabina Sunne. Hun er et fantastisk menneske og har en stor viden. Hun har værtskab og gode vine.

1 fl.
Basa Rueda
Antal:
Argang:
Vinhus:
Distrikt:
Land:
Vol.:
Alkohol:
1 stk.
2015
Telmo Rodriguez
Rueda
Spanien
75 cl.
0%
Pris (1 fl.):
DKK 95

Om Vinen

"Basa" kan oversættes til "fundament", og afspejler Telmo Rodriguez' filosofi for Rueda-distriktet. Grundstammen i distriktets vine er Verdejo-druen, som traditionelt set giver meget elegante vine, som dog ofte kan forekomme noget aromafattige. For at gøre vinene nemmere at eksportere, er det blevet tilladt at tilsætte op til 25% Sauvignon Blanc, som giver mere frugt og fylde. Telmo Rodriguez tilsætter kun 3% Sauvignon Blanc til sin "Basa", og sørger til gengæld for, at kvaliteten af Verdejo-druerne er helt i top - vinens "fundament". Ved kun at anvende druer fra særligt udvalgt mikroklimaer lykkes det at skabe en usædvanlig rig og aromatisk vin med den unikke elegance, som Verdejo-druen kan byde på. Telmo Rodriguez bevæger sig back to basics og viser vejen frem.

Om Producenten

Telmo Rodriguez er kendt som en af Spaniens bedste og mest innovative unge producenter. På få år har han skabt sig et navn helt i toppen af den spanske elite med sine banebrydende vine. Telmo Rodriguez omtales ofte som de spanske vinmageres "enfant terrible" - klassens frække dreng. Han tilsidesætter alle traditioner og laver vin i øst, vest, nord og Sydspanien med en "outsiders" indgangsvinkel: Det er lige meget hvordan man plejer at gøre og hvordan man mener at vinen fra et bestemt distrikt skal smage. Telmo Rodriguez følger kun én næse, og det er hans egen.

1 fl.
Secret Syrah
Antal:
Argang:
Vinhus:
Distrikt:
Land:
Vol.:
Alkohol:
1 stk.
2015
Viu Manent
Colchagua
Chile
75 cl.
0%
Pris (1 fl.):
DKK 110

Om Vinen

Secret Syrah laves på druer fra Olivar-markerne, Viu Manents nye supermarker til Syrah. De meget stejle skråninger giver druerne perfekt soleksponering, og kølige havbriser sikrer at temperaturen ikke bliver for høj. Den endelige vin besidder Syrah-druens unikke rigdom på aroma kombineret med en elegance og finesse, som vidner om perfekte dyrkningsbetingelser og en meget perfektionistisk vinmager. Duften byder på toner af modne sveskeblommer, krydderier, mokka og et let strejf af trøffel. Smagen er rig og generøs uden at sætte sin elegance og harmoni over styr - en vin i mesterlig balance.

Om Producenten

Viu Manent blev grundlagt i 1935. I starten havde man ikke egne marker, og da Don Miguel Viu Manent i 1966 udsøgte og opkøbte de allerbedste vinmarker i Colchagua Valley, var der nok flere af de lokale vinbønder som mente, at han havde fået en tår vin for meget. På dette tidspunkt var der kun få, som virkelig turde satse på fremstilling af chilensk kvalitetsvin, og Don Miguel betalte efter datidens forhold ganske betragtelige summer for de i alt 150 hektar vinmarker. Men lige så tosset som de andre vinbønder mente at Don Miguel var blevet, lige så klog skulle hans disponering vise sig at være. Jordlodderne omkring husets marker sælges i dag til stratosfæriske beløb.

1 fl.
Vallado Douro Red
Antal:
Argang:
Vinhus:
Distrikt:
Land:
Vol.:
Alkohol:
1 stk.
2012
Quinta Do Vallado
Douro
Portugal
75 cl.
0%
Pris (1 fl.):
DKK 120

Om Vinen

Jordbunden i Douro er kendetegnet af granit og skifer, og områderne med skiferholdig jord giver vine med stor og elegant mineralitet. Vinmarkerne er stejle og malerisk beliggende i terrasser, hvilket gør produktionen forholdvis bekostelig. Man råder over nogle unikke druer: Touriga Franca, Tinta Roriz, Sousao, Tinta Amarela og især Touriga Nacional, Portugals mest berømte vindrue. Denne kvalitetsrevolution har sikret Quinta do Vallado en fremtrædende plads blandt Portugals eliteproducenter. Vallado Douro Red kommer hovedsagligt fra unge vinstokke (80%) og de resterende 20% fra meget gamle vinstokke, nogle over 70 år gamle.Vinen har hovedsagligt gæret og lagret på ståltanke, undtagen en ligge del af vinen fra de gamle stokke som er fadgæret og fadlagret. Lavet på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Sousao og Vinhas Velhas. Det er en meget aromatisk og frisk vin. Med antydning af viol i i næsen, velstruktureret og kraftig med runde tanniner og en lang elegant eftersmag.

Om Producenten

Portugal er verdensberømt for sine portvine, men i disse år er en sand vinrevolution i gang på de tørre rødvine, og revolutionen er startet i Dourodalen. Revolutionen blev startet af 5 kvalitetsproducenter som kalder sig Douro Boys: Vale Dona Maria, Niepoort, Crasto , Vale do Meao og Quinta do Vallado. Floden Douro er en af europas længste, 927 km, og løber gennen Spanien, hvor den hedder Duero. Flere af spaniens bedste vine produceres i Ribera del Duero. De 5 Douro Boys har fået skabt meget stor opmærksomhed for kvalitetsvine fra Dourodalen hos den internationale vinpresse, hvor især Quinta do Vallado har høstet stor ros på det sidste og leverer mest value-for-money. Quinta do Vallado ligger på begge sider af Corgofloden, tæt på dennes udløb i Dourofloden og ejes af Ferreira familien og drives i dag af Francisco Spratley Ferreira og Joao Ferreira Alvares Ribeiro. De drives begge af en stor passion for kvalitetsvin, som kun overgås af deres store humoristiske sans. Quinta do Vallado driver også et mindre luksushotel (optaget i World's greatest Hotels, Reseort and Spas) på vingården, hvis historie kan føres tilbage til 1716. Indtil 1987 koncentrerede man sig mest om produktion af portvin solgt under mærket Ferreia, som blev solgt i 1987. I 1990 startede kvalitetsvinproduktionen af rødvin og hvidvin med at man omplantede en del marker, og i 1997 blev der bygget ny kælder og produktionsfaciliteter. Fokus hos Vallado er at lave frugtdrevne, elegante, velafbalancerede vine med god struktur.

1 fl.
Il Bacialé Barbera
Antal:
Argang:
Vinhus:
Distrikt:
Land:
Vol.:
Alkohol:
1 stk.
2014
Braida
Piemonte
Italien
75 cl.
0%
Pris (1 fl.):
DKK 135

Om Vinen

Den unikke "Il Bacialé" fremstilles af Barbera, Pinot Noir og en lille dosis Cabernet., og vinen tåler snildt sammenligning med Beaujolais Cru'er og lettere vine fra Côte de Beaune. Duften er Bourgogne-agtig finesserig med sine fine toner af hindbær, skovbund og mynte. Den elegante, lette smag nærmest danser på tungen, og er begavet med rigelige mængder appetitvækkende frisk frugt. Eftersmagen er middelfyldig og perfekt afrundet. En genial vin - prøv den eksempelvis let afkølet til grillet laks og hør de kulinariske engle synge!

Om Producenten

Barbera-druen dyrkes især i Piemonte, hvor den dog indtil 1980'erne blev regnet for at være en andenrangsdrue i forhold til Nebbiolo (som anvendes til Barolo og Barbaresco) og Moscato (Asti m.fl.). Det ændredes imidlertid med et trylleslag, da Braida-vingården i årgang 1982 fremstillede en enkeltmarks Barbera-vin i verdensklasse, Bricco dell'Uccellone, som straks fik en begejstret vinpresse til at finde de helt store roser frem. En Italiensk vinklassiker var født. Braidas vinmager dengang var den karismatiske Giacomo Bolognas, og han fulgte en simpel "opskrift". Plant kun Barbera på de allerbedste marker, høst først druerne når de er maksimalt modne, begræns udbyttet kraftigt pr vinstok, og lad vinen gennemgå den samme kostbare fadmodning som de bedste Bourgognevine. Netop anvendelsen af nye egetræsfade forvandlede opfatelsen af Barbera. Giacomo Bolognas visioner føres i dag videre af hans børn, og med sønnen Beppe Bologna som ansvarlig vinmager og datteren Raffaella Bologna som komerciel drivkraft, er ambitions- og kvalitetsniveauet sat yderligere i vejret. Husets jordbesiddelser er blevet udvidet støt, så man nu råder over 56 ha vinmarker ved byen Rocchetta Tanaro i det varme Asti-område, hvor de mest komplekse og generøse Barbera-vine dyrkes, og familien eksperimenterer også med andre druesorter. Det er dog Barberaen, Italiens bedste, der er Braidas adelsmærke.

1 fl.
Lacryma Christi
Antal:
Argang:
Vinhus:
Distrikt:
Land:
Vol.:
Alkohol:
1 stk.
2015
San Gregorio
Campania
Italien
75 cl.
0%
Pris (1 fl.):
DKK 135

Om Vinen

Vinen Lacryma Cristi ("Kristi tårer") henter sit navn fra et lokalt sagn. Det fortælles, at Campanias berømte vulkan, Vesuv, blev skabt da ærkeenglen Lucifer faldt fra himmerriget. Da den faldne engel ramte jorden åbnede der sig et hul, som spyede ild og sten. Efterfølgende gjorde Lucifer og hans dæmoner Napoli til en ondskabens og syndens by. Da Kristus så dette, græd han, og tårerne faldt på Vesuvs skråninger. Vinstokke skød op af skråningerne, og det er druerne herfra, som anvendes til hvidvinen Lacryma Christi. Feudi di San Gregorio fremstiller en fantastisk Lacryma Christi. Vinen sammensættes af Aglianico og Piedirosso druerne. Vinen lagrer 4 måneder i ståltanke for at bevare maksimal friskhed. Farven er flot dybrød, med masser af rød skovbærfrugt i bouqueten, en meget blød og frisk vi, mellemfyldig og elegant.

Om Producenten

Feudi di San Gregorio blev grundlagt i 1986 af to familier, som tilsammen investerede et astronomisk beløb i en topmoderne vingård og nogle perfektionistisk anlagte marker, beplantet med nøje udvalgte kloner af lokale druesorter. Markerne blev placeret i de bedste mikroklimaer i Irpinia-området, som i dag regnes for den bedste del af Campania. Vingården blev opkaldt efter Pave Gregorius I, da vinene fra Campania nød stor anseelse under hans pavedømme (590-604). Feudi di San Gregorios marker er overvejende beplantet med de lokale druer såsom de blå Aglianico, Piedirosso og Sirica samt de grønne Greco, Fiano, Falanghina og Coda di Volpe. Alle er unikke druesorter, som besidder et kolossalt kvalitetspotentiale - et potentiale, som Feudi di San Gregorio mere end nogen andre har forstået at forløse. Italiens førende vinguru, Luca Maroni, regner vingården for Italiens bedste og har ved flere lejligheder tildelt deres vine de maksimale 99 point. Vingården har også fået de eftertragtede 3 glas i Gambero Rosso ikke færre end 21 gange, hvilket gør Feudi til en 2-stjernet Gambero Rosso producent og dem er der ikke ret mange af.

1 fl.
Nebbiolo Ginestrino
Antal:
Argang:
Vinhus:
Distrikt:
Land:
Vol.:
Alkohol:
1 stk.
2014
Conterno-Fantino
Piemonte
Italien
75 cl.
0%
Pris (1 fl.):
DKK 180

Om Vinen

En del af druerne i Nebbiolo Ginestrino blev tidligere solgt som Fantino Conternos standard-barolo, som ikke laves mere. Nu er det en single vineyard med gamle vinstokke, der leverer druerne. Men duften giver da mindelser om ærkeklassisk Barolo; masser og atter masser af superintens, rød bærfrugt med toner af mørk chokolade, mint og blyant. Smagen er rig på saft og kraft med superfine, perfekt modne tanniner i den appetitvækkende eftersmag, hvor man også finder mineralske nuancer.

Om Producenten

Huset fik sit nuværende navn da Guido Fantino og Claudio Conterno i 1982 slog deres markbesiddelser sammen og skabte vingården i en tid, hvor ingen regnede Barolo for noget særligt. I 1987 Kom Barolo Sori Ginestra på forsiden af Wine Spectator og så var det internationale gennembrud sikret. Vinhuset Conterno Fantinos kæmpesucces er resultatet af et samarbejde mellem den blændende dygtige vitikulturist, Claudio Conterno, og den lige så talentfulde ønolog, Guido Fantino. Claudio Conterno var blandt de første i Piemonte som gik over til naturlig dyrkning, hvilket gav husets i forvejen storartede vine et bemærkelsesværdigt kvalitetsløft. Guido Fantino er blandt Barolos dygtigste vinmagere, og hans vartegn er ekstremt kraftfulde vine med en underliggende finessse.

Kom i gang
TIDLIGERE KASSER