VINKASSEN

Dec

‘20

Sommelier

Vesterbro Vinklub

Julen står for døren, og her er et bud på lidt forskellige julevine, som alle kan nydes til juleaftens store madopstilling. Vinene er alle oversøiske enten fra Australien eller USA – dog med en enkelt undtagelse – da der har sneget sig en portugisisk vin med i kassen. Men det hører sig jo til i denne måned.

Fra Morgan Bay Cellars i Californien får I en vin baseret på Zinfandel. Vinen er har en lys rubinrød farve med aroma og smag af brombær, modne jordbær og hindbær, peber og krydderier. Fyldig vin med en flot langt finish, som passer både til juleand og flæskesteg. Nogle vil måske finde vinen lidt for intens til julemaden, men så er det godt, at vinen også passer til grillet kød, cremede pastaretter eller faste oste.

Fra Xanadu i Australien får I en vin, Exmoor, baseret på 85% Cabernet Sauvignon – resten af druerne er Cabernet Franc (10%), Petit Verdot (3%). Merlot (1%) og Malbec (1%). Farven er klar og dybt rubinrød, mens duften byder på aromaer af skovbær og modne solbær. Vinen har en fyldig viskositet og finkornede, men mærkbare, tanniner og en afstemt frisk syre, hvilket giver vinen en behagelig eftersmag. Vinen fremstår balanceret og kan, ud over julemaden, også gå til grillet oksekød eller braiserede gryderetter. Ilt gerne vinen en time før den drikkes og ram gerne en serveringstemperatur på 14-16 grader. 

Fra Rathbone Wine Group fra Australien får I vinen Little Yering Shiraz, som udover Shiraz, også indeholder en meget lille del Viognier. Farven er mørk og dyb og duften er klassisk shiraz pakket med masser af mørk krydret frugt, peber, violer og solbær. Smagen er velstruktureret, saftig og intens med masser af ren flot frugt og velintegrerede tanniner. Hvis ikke vinen bliver åbnet juelaften, kan den også nydes i selskab med simreretter eller godt kød. Vinen kan også nydes alene og det anbefales at servere vinen ved 14-16 grader.

Portvinsproducenten Quinta do Infantado’s Tawny består af 3-4 forskellige årgange fra A-klassificerede marker, der hos andre producenter normalt er reserveret til deres Vintage Port. Men hos Infantado bruges de til alle deres vine. Vinen fremstår brunrød og orange i glasset med nuancer af appelsinskal, læder og brun farin i duften. Smagen er pakket med nødder, appelsinskal og nougat i en struktureret smag med let sødme i eftersmagen. Hvis man ikke laver risalamanden for sød, kan man vælge at servere vinen til desserten juleaften. Men man kan også drikke den løbende igennem december måned eller nyde den sammen med et godt ostebord. Vi anbefaler at servere vinen ved 12-13 grader.

2 fl.
Morgan Bay Zinfandel
Antal:
Argang:
Vinhus:
Distrikt:
Land:
Vol.:
Alkohol:
2 stk.
2017
Rutherford Wine
Californien
USA
75 cl.
14%
Pris (1 fl.):
DKK 140

Om Vinen

Californisk rødvin på Zinfandel. Lys rubinrød farve med aroma og smag af brombær, modne jordbær og hindbær, peber og krydderier. Fyldig vin med en flot langt finish. Morgan Bay Zinfandel er velegnet til retter med kød, gerne grillet. Også et godt match til cremede pastaretter, samt oste med lidt alder - f.eks. cheddar eller gouda.

Om Producenten

Morgen Bay Cellars er en familiejet vingård beliggende langs det berømte Silverado Trail i Rutherford AVA. Alt arbejde i marken forgår ud fra et natur- og miljøbevidst fokus, og de producerer nogle af de mest klassiske californiske vine med et fantastisk forhold mellem pris og kvalitet. De producerer frisk og saftig Chardonnay uden fad, fadlagret Chardonnay med fedme, rank og struktureret Cabernet Sauvignon og ikke mindst intens og krydret Zinfandel.

2 fl.
Exmoor Cab. S.
Antal:
Argang:
Vinhus:
Distrikt:
Land:
Vol.:
Alkohol:
2 stk.
2015
Xanadu
Margaret River
Australien
75 cl.
14%
Pris (1 fl.):
DKK 159

Om Vinen

Exmoor er Xanadu's entry level-serie, der byder på strukturerede hverdagsvine i flot harmoni og balance og til en yderst fordelagtig pris. Områdets største stjerne hedder Cabernet Sauvignon, og denne vin på 85% Cabernet Sauvignon, 9% Cabernet Franc, 3% Petit Verdot samt 1% af hhv. Merlot og Malbec afslører fra første tår hvorfor. Efter høst er druerne afstilket, gæret i ståltanke med efterfølgende malolaktisk gæring opfulgt af 14 måneder i franske 225-liters egetræsfade (20% nye) før filtrering og aftapning. Farven er klar og dybt rubinrød, mens duften byder på aromaer af skovbær, modne solbær, urter og peberfrugt, der på tungen suppleres af kakao og mokka fra fadet. Her fornemmes også vinens fyldige viskositet, dens finkornede men mærkbare tanniner og den dertil afstemte friske syre. Det hele munder ud i en vedholdende og behagelige eftersmag, som giver lyst til den næste tår. Dette er en vin til grillet oksekød om sommeren eller til braiserede, fyldige gryderetter i vinterhalvåret. Vi anbefaler at ilte vinen en time før servering ved 14-16 grader.

Om Producenten

John og Eithne Lagan ankom til Margaret River i 1968 men tilplantede først deres marker med vinstokke i 1977, hvilket gør dem til nogle af regionens ældste vinmarker. Vingården kaldte de ’Xanadu’ efter digtet ’Kubla Khan’ af den romantiske digter Samuel Taylor Coleridge. I begyndelsen af firserne begyndte Xanadu at vinde priser for deres elegante og yderst prisvenlige vine og havde således et ry som en af de fineste vingårde i regionen, da den i 2005 blev en del af Rathbone-familien. Siden da har vinhuset fortsat sin positive udvikling og har med imponerende fart bevæget sig op - ikke kun i Margaret River's men i hele Western Australia's absolutte top. Det gælder både for "Next of Kin"- og "Exmoor"-serierne, der på indkøbte druer fra nabomarkerne leverer vine til en uhørt høj kvalitet set i forhold til prisen. I samme ombæring er fokus for vinene under Xanadu's eget navn nu rettet mod druerne fra egne marker, der ligeledes har fået skub i udviklingen: Her er brugen af f.eks. kunstgødning blevet udfaset alt imens vinstokkene i løbet af modningsperioden gennemgår en øget beskæring af klaser, hvilket medfører en markant reduktion i det samlede høstudbytte. Disse tiltag medvirker til at opnå en mærkbart forøget kvalitet i den tilbageværende frugt og i den endelige vin.

1 fl.
Little Yering Shiraz
Antal:
Argang:
Vinhus:
Distrikt:
Land:
Vol.:
Alkohol:
1 stk.
2016
Rathbone Wine
Yarra Valley
Australien
75 cl.
14.5%
Pris (1 fl.):
DKK 159

Om Vinen

Lækker, stringent Shiraz tilsat et lille skvæt Viognier som man kender det fra Côte Rôtie i det nordlige Rhône - dog her i en rundere og lidt frugtigere australsk stil i flot balance. Druerne er plukket fra forskellige parceller i Yarra Valley over en periode på 10 dage. I vinhuset er de 80% gæret i åbne gæringskar og de resterende 20% i ståltank efterfulgt af 11 måneders lagring i franske 225-liters fade. Farven er mørk og dyb og duften er klassisk shiraz pakket med masser af mørk, krydret frugt, peber, violer og solbær. Smagen er velstruktureret, saftig og intens med masser af ren flot frugt og velintegrerede tanniner. Dette er en herlig vin i selskab med godt kød, simreretter eller blot til hygge i godt selskab. Vinen er perfekt drikkemoden nu og de næste 3-4 år, hvor den anbefales serveret ved 14-16 grader.

Om Producenten

Yering Station er Victoria's første vingård placeret i 'hjertet' af Yarra Valley. De første vinstokke blev plantet i 1838 i dette område, hvor der ikke tidligere var dyrket vin. Denne historiske vinejendom blev købt af Rathbone-familien i 1996, som markerede begyndelsen på en ny æra med opførelsen af en state-of-the-art vingård og prisbelønnede vinturistmål. Vingården råder over ca. 270 ha fordelt på 4 parceller med primært Pinot Noir og Chardonnay, men også med druer som Cabernet Sauvignon, Shiraz og Sauvignon Blanc. Som en familie-ejet vingård er Yering Station blevet anerkendt for sit store engagement i fremstilling af vin af topkvalitet.

1 fl.
Infantado Tawny
Antal:
Argang:
Vinhus:
Distrikt:
Land:
Vol.:
Alkohol:
1 stk.
-
Quinta do Infantado
Porto
Portugal
75 cl.
19.5%
Pris (1 fl.):
DKK 160

Om Vinen

Infantados Tawny blandes af 3-4 forskellige årgange fra A-klassificerede marker, der hos andre producenter normalt er reserveret til deres Vintage Port, men som her altså bruges til alle vinene. Af dem er denne Tawny en af de mest klassiske vine fra vinmager João Roseiras hænder. Brunrød og orange står vinen flot i glasset med klassisk Tawny nuancer i duften med bl.a. appelsinskal, læder, brun farin og hasselnødder. Smagen er pakket med nødder, appelsinskal og nougat i en struktureret smag med let sødme i eftersmagen. Dette er stor klassisk Tawny, der kan anvendes til et bredt udvalg af ikke alt for søde desserter, ost eller blot til et glas i utide. Vi anbefaler servering ved 12-13 grader af gode hvidvinsglas og vinen kan holde sig frisk i op imod 30 dage efter åbning.

Om Producenten

Quinta do Infantado har altid gået forrest med innovation indenfor den meget historiske og konservative verden af portvin. I stedet for, som traditionen forskrev, at sælge druerne til de store producenter var de blandt de første små vingårde til i 1979 selv at begynde aftappe vinene på gården. De er også blandt de første, der for alvor implementerer økologi i Douro-området, nærmere bestemt det lille Gontelho-distrikt, som er kendt for nogle af de absolut bedste marker for rødvin og portvin. Ikke alle marker er dog endnu certicerede og det samme gælder derfor vinene. I alle tilfælde er Quinta do Infantado garant for en bæredygtig tilgang til vinproduktionen, der sikrer en altid høj kvalitet i deres vine. Også i kælderen agerer de i dette portvinshus en smule atypisk, da de ikke jagter sødme og ekstraktion men snarere søger efter balance, struktur og ikke er bange for at give vinene et nærmest tørt præg. Her er med andre ord portvin med terroir, der har en særdeles bred anvendelighed i forhold til gastronomi.

Kom i gang
TIDLIGERE KASSER