Om Vinen
Mourvèdre-druen, der i Spanien er kendt som Monastrell går her i det nordlige Katalonien under navnet Mataró. Navneudfordringen til trods er dens eksistens dog det hele værd og giver en smagsoplevelse af symfoniske dimensioner - flot balanceret og med en dejlig elegance. Således ejer Pujol-Busquets fra Alta Alella nogle af de bedste og mest mineralrige marker nord for Barcelona. Særligt rige er de på granit og sand, hvilket holder udbytterne nede og friskheden oppe. I vinhuset har druemosten gennemgået 5-6 timers kold maceration sammen med drueskallerne og dernæst en naturlig gæring i ståltanke. Andengæring er herefter foregået i flasken, hvor vinen har lagret 15-27 måneder (Reserve) alt efter degorgering. Her er ingen restsukker, ingen dosage og absolut minimalt brug af SO2. Delikat duft af solbær, jordbær, violer, mandler og æbler. Smagen er elegant, frisk og saftig, med fine små bobler, som er flot integreret i frugten. Oplagt vin at servere med friske bær om sommeren eller blot til hygge på terassen. Kan også matche salater, fisk/skaldyr og lyst grillet kød. Datoen på flaskens bagside indikerer tidspunktet for degorgering - altså hvornår proppen er kommet på. På den måde kan du se vinens færdige 'produktionsdato' og vil ud fra denne være i stand til selv at vurdere, hvornår den bør nydes. I dette tilfælde anbefaler vi således at nyde vinen inden for 24 måneder efter degorgeringsdatoen. Inden for denne periode anbefaler vi servering ved 6-8 grader.