VINKASSEN

Maj

‘24

Sommelier

David Ekberg

Grill

Når du har fået årets grillkasse, er du godt forberedt til lune sommeraftener og duften af kød, der er tilberedt på åben ild og brændt kul. 

Til det lyse kød og grønsagsretterne har jeg fundet en virkelig lækker og saftig vin fra Mallorca, der nærmest har et Pinot Noir udtryk; 'Gallinas y Focas'. Der er et sjovt sydfranskt blend, der vil gøre sig godt til simremad over bålet eller retter med gris. Så er der tre spanske klassikere fra henholdsvis Priorat, Ribera del Duero og Toro. Alle tre vine smager fantastisk med grillet okse, lam og kalvekød. 

Sidste vin er den fyldige men saftige Ripasso fra Zanoni i Veneto der ligger side om side med de to store Dale Forno og Quintarelli i den køligere del af området. 

Rigtig god fornøjelse. 

1 fl.
Valpolicella Ripasso
Antal:
Argang:
Vinhus:
Distrikt:
Land:
Vol.:
Alkohol:
1 stk.
2019
Zanoni
Veneto
Italien
75 cl.
14.5%
Pris (1 fl.):
DKK 190

Om Vinen

En elegant Ripasso fra Pietro Zanoni, som bl.a. er uddannet ønolog og har stået i lære hos legendariske Romano Dal Forno. Zanonis Ripasso laves på 70% Corvina-druer og de resterende 30% på Rondinella og Corvinone. Druerne høstes og sorteres i hånden primo oktober og fermenteres herefter i 10 dage. Herefter ligger vinen på ståltank til malolaktisk gæring og bliver efterfølgende lagt på brugte fade i 6 måneder. Endelig flaskes vinen og ligger til sidst i 5 måneder, hvorefter den frigives til salg. Elegant og flot rubinrød farve. En fyldig og frugtig aroma med søde, mørke kirsebær, tørret frugt, ristede krydderier og mokka opfølges af en sublim smag med en velintegreret, frisk syre og polerede, elegant integrerede tanniner. Dette er Ripasso med fornem balance mellem det søde, krydrede og strukturelle, hvilket kaster en stor drikkeglæde af sig.

Om Producenten

Zanoni familien har i over 100 år dyrket vinmarker i Valpolicella-regionen og solgt druer til områdets bedste vinmagere. Siden 1998 har familien dog selv produceret vin fra de 6,5 hektar. Pietro Zanoni har som den første i familien uddannet sig til ønolog og har bl.a. stået i lære hos den legendariske vinmager Dal Forno, der er pioner i Valpolicella indefor den moderne stil, hvor fokusset er på høj koncentration og ekstrakt. Vinene laves med respekt for naturen efter de økologiske forskrifter og filosofien bag vinene bygger på, at vinene først og fremmest laves i marken og ikke i kælderen. Stilmæssigt læner Pietro Zanoni sig kraftigt op af sin læremester Dal Forno.

1 fl.
Corral de Campanas (ØKO)
Antal:
Argang:
Vinhus:
Distrikt:
Land:
Vol.:
Alkohol:
1 stk.
2019
Quinta Quietud
Toro
Spanien
75 cl.
14%
Pris (1 fl.):
DKK 180

Om Vinen

Den atletiske tredjevin fra Quinta Quietud hedder Corral de Campanas og er lavet af 100% Tinta de Toro - den lokale betegnelse for Tempranillo, som muligvis har sit genetiske ophav her i det nordvestlige hjørne af den spanske højslætte. Disse druer kommer i dette tilfælde fra de yngste stokke (plantet ml. år 2000 og 2004), der ligesom Quinta Quietuds øvrige marker pløjes med hest og "sprøjtes" med medicinske urter og blomster efter inspiration fra biodynamikken, hvor man søger at udnytte og intensivere effekten af den naturlige biodiversitet snarere end at modarbejde den. Derudover lystrer teamet bag Quinta Quietud alle de basale principper fra økologien for at sikre det sundeste, mest "naturlige" miljø og dermed de reneste druer med den bedst mulige smag. Efter høst er druerne kørt til vinhuset, hvor de er blevet knust og hældt på termoregulerede tanke af rustfrit stål. Her har de gennemgået en kold-macerationen over to dage efterfulgt af spontangæring uden brug af anden gær end den, der naturligt befinder sig på druerne. Halvdelen af vinen er herefter lagret i tanke med såkaldt mikro-iltning, mens de den anden halvdel har ligget på egetræsfade (80% amerikansk og 20% fransk eg). Heraf er den ene halvdel nye, mens den anden halvdel har været brugt én gang tidligere. Efter 12 måneder hældes vinen på flaske, og hér har den så ligget og modnet ganske langsomt i over 2 år, indtil den er frigtivet. I glasset viser Corral de Campanas sig fra sin dybe rubinrøde farve, og aromaen kommer let op af glasset i form af kirsebær, blåbær på en blomsterbund af lavendel og violer med et elegant pift af krydderier, sten og nænsomt doseret eg. I munden følges den frugtfylte og kødfulde oplevelse af en mineralsk prikken på tungen, der giver forfriskende liv til en vin fra et område, der tidligere har været forbundet med en tungere og mere støvet stil, men som det seneste årti har leveret noget af det bedste vin til prisen i hele Spanien.

Om Producenten

Højt oppe på det spanske plateau uden for den idylliske landsby Toro ligger Quinta de la Quietud - "Stilhedens vingård". Vingården ejer 22 hektar marker, der alle er placeret i hjertet af D.O. Toro og beplantet med Tinta de Toro - det lokale navn for Tempranillo. Vinmarkerne på Quinta Quietud har fra dag ét været dyrket økologisk, gødning hentes udelukkende fra egen kompost, og i kælderen bruges det naturligt fremkomne gær samt minimale doseringer af sulfitter (SO2). Ønologen er franske Jean Francois Hébrard og hans oprindelse og uddannelse i Bordeaux fornægter sig ikke i disse for Toro exceptionelle vine med fokus på syre, struktur samt ren, moden og kraftfuld frugt.

1 fl.
El Pedrosal
Antal:
Argang:
Vinhus:
Distrikt:
Land:
Vol.:
Alkohol:
1 stk.
2020
Viña Pedrosa
Ribera del Duero
Spanien
75 cl.
14%
Pris (1 fl.):
DKK 189

Om Vinen

El Pedrosal' på 100% Tinta del País (Tempranillo) er essensen af Ribera del Dueros klassiske mørke, fadprægede stil, hvor ungdommens trodsighed ikke desto mindre kigger op til overfladen og skaber liv og energi. El Pedrosal starter livet på Viña Pedrosas yngste vinstokke, som passes og dyrkes med håndkraft på lige fod med deres ældre marker. I vinhuset gæres mosten til vin i åbne gæringskar efterfulgt af ca. 12 måneders lagring på 1-3 år gamle franske og amerikanske egetræsfade. Efter aftapning på flaske har vinen tilbragt et halvt til et helt år under perfekte forhold i vinhuset, hvormed smagen er blevet yderligere afrundet og balanceret inden den er frigivet. Den færdige vin viser således tegn på aldringens kompleksitet uden endnu at have mistet ungdommens virilitet. Dens aroma er firben med saftige røde bær og solbær samt chokolade, træ og kærnemælk fra fadlagringen. På tungen forenes Tempranillos varme, krydrede frugt med en fornem, fløjlsagtig tekstur og bløde tanniner i eftersmagen.

Om Producenten

Familieejet vinhus fra den oprindelige del af Ribera del Dueros "Golden triangle". José Manuel har arbejdet i familieforretningen siden 1989. Vinhuset har fra starten satset på kvalitet og ikke kvantitet, derfor deres begrænsede årlige produktion på ca. 350.000 flasker. Perez Pascuas råder over ca. 135 ha vinmarker som ligger i ca. 800-850 meteres højde over havets overflade. Vinene har med deres store personlighed, karakter, elegance og regelmæssige høje kvalitetsniveau opnået stor anerkendelse på det internationale marked og fra verdens mest kyndige journalister. For eksempel fik Viña Pedrosa vinene 3 stjerner i Hugh Johnsons 'Vinguide til verdens vine' samt betegnelsen 'vine af fortræffelig anseelse'. Herhjemme fik Viña Pedrosa Crianza, som den eneste rødvin 5 glas i Oldenburgs Vinguide. Viña Pedrosa Gran Reserva bliver omtalt i de forskellige spanske vinguider som en af landets absolut bedste vine, på niveau med ikoniske vine som Pingus og Vega Sicilla. Senest er Viña Pedrosa placeret blandt verdens 20 bedste vine i Oz Clarke's '250 Best Wines'. Vinhuset er flere gange kåret som 'Årets Vinhus' bla. i ' Vivir el Vino'. Spaniens kongefamilie er blandt vinhusets kunder - og Spaniens tidligere premierminister Aznar, samt Pave Juan Pablo II var også meget glade for Pedrosas vine og købte til den årlige julemesse bla. Perez Pascuas Gran Seleccion.

1 fl.
'Gallinas y Focas' (Hens & Seals) (ØKO)
Antal:
Argang:
Vinhus:
Distrikt:
Land:
Vol.:
Alkohol:
1 stk.
2020
4Kilos
Mallorca
Spanien
75 cl.
14%
Pris (1 fl.):
DKK 339

Om Vinen

Gallinas & Focas (som betyder "høns og sæler" på Spansk) er resultatet af et samarbejde mellem 4Kilo og "amadip.esment" - en organisation på Mallorca, der arbejder for at forbedre levevilkårene for unge mennesker med Down's Syndrom. Bl.a. har de unge været med til at høste, sortere og trampe druerne, og navnet "Høns & Sæler" fandt de selv på, da de synes at høns er sjove og sæler klapper! Vinens label er sammensat af tegningerne, de unge selv har lavet. Som med de andre vine fra 4Kilos arbejdes der i markerne ud fra økologiske forskrifter og med absolut minimal indblanding i vinstokkenes liv. Derfor smager druerne forskelligt fra år til år, og det er 4 Kilos' store fokus at fremelske disse varietale særegenheder. Gallinas & Focas består af 100% Manto Negro. 80% af mosten er gæret i ståltanke og de sidste 20% i hhv. 225 og 600 liters fade. Efterfølgende har vinen lagret 15 måneder i nye franske egetræsfade fra Vosges, Allier og Nevers. Op af glasset strømmer en lækker, intens aroma med nuancer af mørkerød saftig frugt, middelhavsurter, lidt hængt kød, blåbær og mynte. Smagen er smidig, slank og dog koncentreret med kompleks og dyb eftersmag samt fornemt afstemt, let tannin. Giv vinen et par timer på karaffel og server den ved 15-16 grader til f.eks. langtidsbraiseret kød, grillet aubergine eller mallorquinske tapas med den lokale, krydrede 'sobrasada'-pølse i centrum.

Om Producenten

"4 Kilos, the project created by Francesc Grimalt and Sergio Caballero as a scion of Ànima Negra in Mallorca in 2006 is the quality leader of the island." Sådan skriver Luis Gutiérrez fra Parker's Wine Advocate om dette top ambitiøse vinhus, der har taget begrebet "terroir" til nye højder langt fra strandene og turisterne på den spanske Middelhavsø. Det sker ved at lave vine, der udtrykker de forskellige druers unikke karakter og at skabe nye normer for, hvordan vin kan laves i det varme klima. Partnerskabet mellem Grimalt og Caballeros tog sin begyndelse mange år tidligere, hvor de som partnere og vinmagere hos Bodegas Ánima Negra var med til at sætte Mallorca på hele verdens vinkort. Med tiden fandt de imidlertid, at huset med tiden blev for stort og kommercielt, og fra 2006 dedikerede de sig i stedet på fuld tid til deres nye garageprojekt i ordets bogstaveligste forstand: 2006 blev til i en lånt garage, og dele af vinen gærede f.eks. i gamle åbne mælkekar. Her fik vinen også sit navn, der kommer af deres samlede startkapital på 4.000.000 pesetas - i hverdagssprog kaldet "4 kilos". Omregnet til blot 180.000 danske kroner står vinhuset derfor som et ikonisk eksempel på, at det ikke altid kræver mange penge at lave vin på højt niveau. Allerede efter kun 3 år strøg 4kilos til tops, da Spaniens mest anerkendte vinguide Guia Peñín kårede vinhuset til Årets Vinhus i Spanien 2009. Man kommer langt med kærlighed til lokale druer og terroir!

1 fl.
Giné Giné Tinto
Antal:
Argang:
Vinhus:
Distrikt:
Land:
Vol.:
Alkohol:
1 stk.
2018
Buil & Gine
Priorat
Spanien
75 cl.
14%
Pris (1 fl.):
DKK 198

Om Vinen

Wine Professional Amsterdam 2020: BEST WINE OF THE YEAR. Essensen af Priorat vækkes fornemt til live i denne 'entry level'-vin fra Buil & Giné lavet på områdets traditionelle druetyper Garnacha og Cariñena. Lige så traditionelle er markerne med deres høje forkomst af llicorella - den berømte skifer/granit-type, man kun har i Priorat, og som er så afgørende for markernes mikroklima dermed druernes og vinenes endelige udtryk. Efter gæring er vinen lagret på ståltanke, og der er dermed intet til at forhindre druernes høje kvalitet og følgeligt dybe, elegante og mørke frugtpræg i at skinne igennem i glasset. I glasset optræder Giné Giné derfor ren og dybrød med en typisk moden Priorat-bouquet af boysenbær, hindbær, lakrids og blommer. På tungen er vinen smagsintens og løftes en for Priorat dejligt opkvikkende syre, der sammen med blidt nappende tanniner bringer liv og glade dage over den alligevel cremede og appetitlige eftersmag.

Om Producenten

DOCa Priorat er kendt for sit klippefyldte, rå bjerglandskab, der mange steder overstiger 1000 højdemeter. Mange marker er hugget i terrasser ind i klipperne, og udbyttet pr. hektar er forsvindende lille. Til gengæld er kvaliteten i de bedste tilfælde på et niveau, der med overlegenhed understreger, hvorfor Priorat er det eneste vinområde i Spanien, der har nået samme høje status som Rioja. Gennem mange generationer under disse forhold har Xavier Buils forfædre produceret vin. Traditionen var dog helt forsvundet, da han i vinteren i 1996 arvede jorden og genoplivede familiens status som vinproducent.

1 fl.
AOC Cabardès Classique
Antal:
Argang:
Vinhus:
Distrikt:
Land:
Vol.:
Alkohol:
1 stk.
2018
Chateau de Pennautier
Languedoc
Frankrig
75 cl.
13.5%
Pris (1 fl.):
DKK 160

Om Vinen

Bordeaux møder Rhône i denne velbalancerede, krydrede Languedoc-vin lavet på ca. 35% Merlot, 30% Syrah, 20% Cabernet Sauvignon og 15% Grenache. Druerne er vinificeret hver for sig og er så til sidst blandet sammen i den optimale druefordeling, der varierer alt efter årets vejrforhold. Vinen er dernæst lagret i store, gamle egetræsfoudres for at gennemgå den mest nænsomme smagsudvikling inden aftapningen den efterfølgende sommer. I næsen er der således tale om en behersket krydret og samtidig delikat vin med sødlig frugt à la kirsebær og solbær vendt i et lille drys paprika og med sydfranske urter, tørrede blomster og friskkværnet peber bagved. På tungen og i ganen holder den en god smagsintensitet med mellemkraftige, fine tanniner, en velbalanceret syre og en dejligt rank, frugtdrevet og harmonisk eftersmag fyldt med saft og velbehag!

Om Producenten

Det fantastiske slot, som er et historisk monument, er bygget under Louis XIII af Bernard de Pennautier, og har været i familien siden 1620. Vingården gennemgik en totalrenovering i 1960'erne, og de højeste dele at ejendommen er beplantet med vinstokke. De direkte arvinger af Pennautier-familien, Nicolas og Miren de Lorgeril, er den 10. generation af vinavlere siden boet blev grundlagt. Nicolas og Miren de Lorgeril overtog ansvaret for vinfremstillingen i 1987. Slottet ligger i hjertet af Cabardès appellation i Languedoc, og vinstokkene vokser på de solrige, forrevne bjergskråninger syd for Montagne Noire. Alle vinmarker ligger i en højde på 200 til 400 meter. Den fantastiske udsigt deroppe fra er yderst betagende! Du kan se hele den pyrenæiske bjergkæde mod syd, Massif Central mod nord, og den berømte by Carcassonne blot et par kilometer væk.

Kom i gang
TIDLIGERE KASSER